Jeg elsker alle Polarfolkene, kun Lapperne kan jeg ikke lide.

Den danske polarforskeren Peter Freuchen (1886-1957) ble sett på som en helt i hjemlandet. Men samene foraktet han inderlig. Der var han på linje med datidens psykiatri.

I 1938 stod Peter Freuchen fram i dansk offentlighet med et foredrag som ble etterfulgt av innlegg i avisene. Freuchen ble nå sett på som den store forsker og formidler, og kunne trollbinde sine tilhørere fra talestolen så de var helt fra seg. Freuchen hadde gjort en lang rekke reiser til polarområdene i Grønland og Nord-Amerika. I følge Bogen om Peter Freuchen (Forlaget Fremad, København 1958) hadde han kun en gang vært i Sameland, og det i forbindelse med en filminnspilling.

Freuchen forstod tidlig at betydningen av de arktiske områdene bare ville øke med årene. Han ville åpne øynene på de uvitende. Høsten 1938 steg han derfor ”djærv og bredskægget” opp på Studenterforeningen talerstol for å fortelle ”om sine oplevelser mellom Mennesker nord for Polarkresen” (Referat fra Politiken). Den innyndende Freuchen sendte uventet ut en melding som ikke vakte spesiell oppmerksomhet den gang:

- Jeg elsker alle Polarfolkene, kun Lapperne kan jeg ikke lide. De er nogen smaa, dumme og grimme Mennesker, og det er typisk for dem at de ikke har nogen Sange, ikke nogen Musik og slet ikke kender den Kunst at fortælle Historier. Naar de er færdig med dagens arbejde, sidder de tavse rundt om Gryden og glor, medens de venter paa, at Maden bliver færdig.

Tidsskrift for Norsk Psykologiforening offentliggjorde for noen år siden en analyse skrevet av psykolog Sigmund Elgarøy og litteraturviter Petter Aaslestad som viser hvordan samer ble ansett og behandlet ved norske psykiatriske institusjoner. (Se også Dagbladet 25. juni 2010) De to har sett på pasientjournaler fra 1902 til 1940. Samene blir omtalt som ”mindre velutrustet kropslig og sjelelig”, flyttsamene er ”drikkfeldige” mens sjøsamene har ”smaa evner”. Omtalen av de samiske pasientene er svært nedsettende. En pasient driver for eksempel med ”lappisk ordflom og joiker i vilden sky”. Raserianfall fra samiske pasienter er vanlig, og om en heter det: ”snakker en til ham, smiler han tomt og stereoptypt.”

Peter Freuchen delte åpenbart datidens forestillinger om samene. Ingen reagerte offentlig på Freuchens utfall i studentforeningen, og med blod på tann gikk han videre i en kronikk, ”Bonde og Lap”, Politiken søndag 2. oktober 1938. Her skriver han om en ”underjordisk Krig mellom Bønderne og Lapperne.” Han hyller de nordmenn som har forlatt de karrige egnene i nord og dratt til Amerika. Så tar han til å skrive om ”Lapperne”. Straks de kommer med flytteraiden over fjellene fra Sverige og ut til kysten, svermer reinen over jordene og gjør skade.

Moralen skildrer Freuchen bl.a. slik:

Rentyverier grasserer. Der findes vist kun faa Lapper, der ikke stjæler eller har stjaalet Rener.

Observatøren er også opptatt av bekledningen:

Lapper selv er mest optaget af at gaa rundt i sin mærkelige upragtiske Dragt, som mest af alt er god til Turistatraktion. Lappen ved selv, at der er Penge i den Paaklædning. Og han kan lide Penge; alle Lapper har en Slant, større eller mindre i Banken.

Turistene er velegnede ofre, så samene Møder op med deres Skidt og sælger med en forbløffende Sjakreevne.(…) Naar saa Turisterne er borte, køber Laperne Naftadraaber og drikker sig kanonfulde i det fryktelige Stads. Merkeligt, at Regjeringen ikke gør noget for at standse dette Misbrug. Fulde Lapper møtte jeg alle Vegne, og de stank langt væk af Æterdraaberne; der skal ikke meget til, at deres Aaande stinker utroligt, og fulde bliver de hurtig.

Freuchen har også sitt å si om joiken:

Naar lappen saa er fuld, gaar han ofte afsides og sider og ”jøiker” en monoton Sang, som verken har Ord eller Mening, det er bare en Stemingstilkendegivelse, og den kan vare i Timesvis.

Den danske polarforsker skriver så om utseende:

Nu virker de som Børn i mange Retninger, og skøn ser en Lap ud, naar man paa Frastand ser ham dukke op af Skoven. Nærmere ved er han ikke saa Smuk, verken af Ansikt eller Skabning.

Freuchen er overbevist om at reindriftssamene er tyvaktige, og at det hører med ”til Faget”. Men han går videre:

En Lap koger langt hellerte en Kollegas Ren end sin egen. Og saa er det jo en dejlig Spas at invitere Ejeren paa Kogemad. Derved føjes et Krydderi til Spisen – i hvert fald for den, der er Vært.

Kronikkforfatteren er også opptatt av at:

Lapperne i deres nationale Dragt ser maleriske du. Dog ligner de ofte høns med deres struttende Skørtert og tykke, tykke mange Lag Tøj, og saa deres mærkeligt tynde Ben.

Freuchen medgir at samene lever hvor ingen andre vil klare seg. Så skriver han:

Maaske er det rigtig Politik at holde dem tilbage i Udvikling, ellers vilde de nok blive fordringsfulde og kræve lidt mer av vor Tids Goder.

Emilie Demant Hatt (1873-1958) hadde hjulpet Johan Turi (1854-1936) i arbeidet med Muitalus samid birra, utgitt på samisk og dansk i København i 1910. Turi var død, og samer leste ikke danske aviser. Hun var som en ambassadør for samene i sitt hjemland, men langtfra så kjent som Peter Freuchen. Hun skreiv derfor straks en kronikk, ”Lapperne igjen”, som hun sendte Politiken. Freuchen hadde forresten kontor i avishuset. Hun går rett på: ”Peter Freuchen kan ikke lide Lapperne.” I teksten forsøker hun å forklare situasjonen for det folket som polarhelten har gått løs på med sine invektiver.

Da får hun brev fra redaksjonen i Politiken, datert 4. oktober 1938. Redaktør Hasager ”vil nødig afvige fra vort Princip ikke at rejse Diskusjon paa Grundlag af en Kronik…”

Derimot vil hun etter ”et Stykke Tid” kunne få vurdert en kronikk om ”Lapperne” som ”ikke anlægges polemisk mot Freuchen”.

Freuchen som vandret fra statsråder til professorer skulle ikke rammes. Men EDH forfattet en ny kronikk, ”Et ensomt folk i Norden” (Politiken, 13. desember 1938) Hun forteller at hun har levd blant samene, og (i motsetning til Freuchen) lært deres språk og skikker å kjenne. Hun skriver for eksempel:

Lappernes ydre Liv er straalende nok – ja, blændende malerisk – men deres Tilværelse er dog ikke en hel Søndagsfornøjelse. Lapperne er et lille folk, der lever en usigelig hard Hverdag i barske Egne, hvor ingen andre kan eller vil bo.

Vi kan også lese:

Lapperne taaler i det hele taget ikke unødvendig Støj og Spetakel om sig – maaske det hænger sammen med gamle Tiders Angst for at blive opdaget af Røverbander.

Lapperne er som Vildtet, der helst holder sig skjult; men naar de vover sig frem, kan de ikke undgaa at vække Opmærksomhed. Saa skydes der paa dem. Kritikkens Kogler hviner dem om Ørerne.

Om drikkingen skriver hun:

Og at en Lap drikker sig fuld, naar han en Sommerdag er kommet i Nærheden af en By, synes jeg ikke man kan bebrejde ham. Hjemme drikker han aldrig.

EDH forteller om en knudret og besværlig tilværelse, men også:

Den største Glæde er Renhjorden. ”Renlykke” er et Ord af dyb Betydning hos Lapperne. De samler sig Rener, som vi samler paa Penge. (…) Synet af en stor Renhjord i Bevægelse er en slags hellig Aabenbaring, som gør os tavse af Betagelse.

Teksten er direkte rettet mot Freuchens uvitenhet:

Saa blev Lapperne tavse, gammel Kristendom for haardt frem mot den ”hedenske Joigning”. Præsterne tog Sangen fra Fjeldfolket, den hvormed de udtrykte alle deres Sjæls Bevægelser. Nu synger de, vad de lærer i Skolen.

Kolonipolitikken førte – slik Elgarøy og Aaslestad påviser -  til en systematisk etnisk nedvurdering av pasientene for eksempel ved Rønvik sinnsykehus der ca. 14 prosent av de innlagte var samer. Sosialdarwinismen hadde sine varme tilhengere i den medisinske vitenskap. Skallemåling var en del av rasepolitikken. I Norge ble den ledet av Jon Alfrted Mjøen ved Vindern biologiske stasjon fra 1908 til 1923. I en rekke europeiske land ble det fram mot 1950 vedtatt eugeniske lover, for å verne om den rene germanske rase.

At Peter Freuchen skulle følge disse spor, er en gåte. På sine mange reiser refset han ofte den hvite mann for dens tunge ansvar. Straks det hevet seg en stemme, til og med en kvinnes, mot hans utfall mot samene, måtte den bringes til taushet.

Lik Nordnorsk Debatt på Facebook

På forsiden nå

Åpent brev til Frank Bakke-Jensen, vår nye forsvarsminister

1
276

Regjeringen forsikrer at norsk forsvars- og utenrikspolitikk er i sin skjønneste orden i en «uforutsigbar» og «komplisert» verden.. Sist ute var tidligere forsvarsminister Ine Eriksen Søreide i Adresseavisen 16.10.

2
90