Annonse
Professor Rasmus Gjedssø Bertelsen, UiT Norges arktisk universitet

Arktisk orden i verdensordenen

Arktis har i århundreder afspejlet det internationale politiske, økonomiske, sikkerhedspolitiske, teknologiske system. Arktis i dag afspejler dagens verdensorden, og fremtidens Arktis vil afspejle udviklingen i verdensorden.

International politik er en gren af statskundskab og studerer samspillet mellem stater og virksomheder, NGO’er, væbnede grupper, individer, osv., på tværs af grænser. International politik er analytisk. Politologer har ikke mere sympati for magt og vold, end kræftforskere har for kræft. International politik har en rig teori- og begrebsverden, som er nyttig for at forstå Arktis. ”International orden” kan lyde som positivt for mennesker og deres rettigheder. Men orden er blot en struktur mellem stater og andre aktører med konsekvenser ned til den enkelte familie og individ, og som især afspejler magtforholdet mellem super- og stormagter.

Den kolde krig afspejlede en bipolær international orden med to supermagter, USA og USSR. De havde uforenelige politiske og samfundsøkonomiske systemer, som førte til konkurrence på liv og død, men aldrig direkte krig mellem USA og USSR pga. af atomvåbenbalancen. I liv-og-død-konkurrencen fokuserede begge supermagter på magt og sikkerhed og ikke værdier, hvor også USA støttede diktaturer. Hver supermagt organiserede sin orden af allierede, klienter og lydstater, USA i NATO, OECD, osv., og USSR i Warszawa-pagten og Comecon. En central forsker på dette område er professor John Mearsheimer ved University of Chicago.[1]

Den kolde krigs verdensorden var nøje afspejlet i Arktis med jerntæppet i vest og istæppet ned gennem Beringstrædet og strategiske atomvåben og varslingssystemer. Der var næsten intet cirkumpolart samarbejde mellem det sovjetiske, nordiske og nordamerikanske Arktis.

USSR tabte den samfundsøkonomiske konkurrence med USA og dermed den kolde krig. USA stod tilbage som ene supermagt i en unipolær verdensorden og kunne uden liv-og-død-konkurrencen forfølge sine egne værdier og interesser ubegrænset, hvilket gik godt i Europa og skidt i Mellemøsten.

Arktis afspejlede nøje denne nye verdensorden. Finland tog iniativ til Arctic Environmental Protection Strategy fra 1989-1991 og Norge til Barentssamarbejdet fra 1993. Canada spillede den finske bold videre som Arktisk Råd i 1996.  

Det er vigtigt, at vi i dag forstår, at et cirkumpolart Arktisk Råd, inklusiv Rusland, med fokus på miljøbeskyttelse, urfolksrettigheder og bæredygtig udvikling nøje afspejlede den nye verdensorden. Det er ikke nogen naturtilstand for Arktis, selvom den er ønskværdig. Når verdensordenen ændrer sig, så ændrer Arktis sig også.

Vi ser nu overalt i verden en ny bipolær liv-og-død-konkurrence mellem de nye supermagter, USA og Kina. De vil etablere hver sin orden af allierede, klienter og lydstater, hvor også USA igen vil ofre folkestyre og menneskerettigheder. Denne nye amerikansk-kinesiske verdensorden vil uundgåeligt forme Arktis.

Ruslands stilling i den amerikansk-kinesiske globale konkurrence er afgørende for Arktis. Rusland har overvundet 1990erne og tidlige 2000-tals dybe samfundsmæssige krise ved højere oliepriser og præsident Vladimir Putins styre. Rusland er langt fra den sovjetiske supermagt og er en langt mindre økonomisk og teknologisk magt end USA og Kina, men har et enormt territorium og enorm mængde atomvåben.

I dag samarbejder Rusland og Kina på mange områder, men de har også gensidig mistro blandt andet om fælles grænse på over 4.200km i Fjernøsten og Centralasien. Rusland er måske et mere naturligt medlem af den amerikanske orden end den kinesiske orden og er stærkt bekymret for at blive afhængig af Kina, men Ukraine-krisen driver Rusland i armene på Kina.

Der er to sandsynlige scenarier for fremtidens Arktis under den amerikansk-kinesiske verdensorden. Enten bliver Arktis delt med Norden og Nordamerika i den amerikanske orden og Rusland i den kinesiske orden og med svækket cirkumpolart samarbejde i Arktisk Råd. Vi ser allerede, hvordan USA arbejder hårdt på at holde Kina ude af Grønland og resten af det nordiske Arktis samtidigt med russisk-kinesisk samarbejde om energi og skibsfart samt amerikansk-russisk konflikt.

Eller det lykkes at fastholde et cirkumpolart Arktis, hvor Rusland er blevet del af den amerikanske orden. Det vil kræve, at USA splitter Rusland og Kina i dag, som præsident Richard Nixon og hans nationale sikkerhedsrådgiver Henry Kissinger splittede Kina og USSR omkring 1972. Det vil kræve, at Vesten afstår fra at blande sig i indre russiske anliggender omkring miljø og menneskerettigheder generelt og specifikt i det russiske Arktis.

I begge scenarier så vil Arktis være meget anderledes end det cirkumpolare Arktisk Råd-Arktis, vi har vænnet os til siden 1990erne. Cirkumpolart samarbejde kan nok opretholdes om især havret, naturvidenskabelig forskning og ressourceudnyttelse. Sikkerhedspolitisk dialog om atomvåben og våbenkontrol vil være afgørende for menneskehedens overlevelse. Men miljø og især menneskerettigheder vil blive ramt i Ruslands Arktis.


[1] John Mearsheimer (2019) “Bound to Fail: The Rise and Fall of the Liberal International Order.” International Security. Volume 43 | Issue 4 | Spring 2019 p.7-50. https://doi.org/10.1162/isec_a_00342

Lik Nordnorsk Debatt på Facebook

Annonse
Her er du velkommen til å debattere saken videre. Men tenk gjennom hvordan du vil framstå og hvilke uttrykk du bruker. En liten huskeregel: Ikke skriv noe som du ikke kunne ha ropt ut på torget med mange tilhørere. Du må bruke fullt navn - falske profiler blir utestengt. Hold deg til saken, vis respekt og stor raushet overfor andre. Trakassering, trusler og hatske meldinger slettes.

Med vennlig hilsen Guttorm Pedersen, debattredigerer

Annonse